Efter den første glæde over endelig at høre nyt fra Kulturministeren angående scenekunstområdet, er det vanskeligt ikke at blive skuffet.
Reformen der ikke kom
Vi kan hurtigt blive enige om at ministerens fokus på at sikre succesfulde forestillinger længere liv og på fokus på udvikling, selvstyre og samarbejde er positiv. Men vi efterlyser en grundig undersøgelse og en større diskussion af hvilken rolle scenekunsten skal spille i samfundet, ikke en hurtig løsning her på kanten af diverse valg.
Hvor er den gennemgribende reform af scenekunsten, vi og resten af branchen har efterlyst i årevis, senest sidste forår, hvor alle de scenekunstneriske forbund slog sig sammen og udsendte et fælles idéoplæg til en scenekunstreform? Når kulturministeren i sin pressemeddelelse siger at: ”Efterspørgslen efter en stor, gennemgribende scenekunstreform har været begrænset”, forholder vi os fuldstændig uforstående.
Den gamle teaterlov er fra 1962 og er blevet revideret mange gange siden. Danmark anno 2019 er meget anderledes, så det er på tide med en ny teaterreform der afspejler vores samfund, med fokus på Køn, alder, etnicitet, seksualitet og religion. Hvor scenekunst er tilgængelig for alle uanset geografi og økonomi.
Det går ud over publikum, ikke mindst børnene og de unge
Nu hvor ministeren mener, vi skal finde en midlertidig vej videre fra de aktuelle udfordringer, ser vi gerne, at løsningerne ikke findes ved at hæve billetpriserne generelt og beskære daginstitutionernes og skolernes mulighed for at komme i teatret.
Vi har hidtil haft refusionsudvalget der med faglig integritet udvalgte de forestillinger der var gode nok til at få støtte, og dermed billigere for læreren og pædagogen at købe. Det betød at der var en garanti for at de teatre som børnene mødte, havde en vis kvalitet. Med den nye ordning vil forestillingerne blive vurderet allerede på idéplan, og vi ved alle sammen at en god idé ikke nødvendigvis betyder en god forestilling.
Danmark er kendt for sit børneteater, der turnerer verden rundt med stor succes. Men med den nye reform vil det blive dyrere for skoler og institutioner at komme i teateret, og det vil blive sværere for dem at gennemskue kvaliteten af det de køber.
Det kommer formentlig til at betyde at færre børn og unge vil se teater.
Kulturministeren vil gerne fremme teater for teenagere, og det er en tanke vi støtter op omkring. Det hun ikke ser er, at der allerede produceres store mængder ungdomsteater i Danmark, både turnerende og stationært.
Armslængdeprincippet afvikles
Siden 1964, da statens kunstfond blev oprettet, har dansk kulturstøtte bygget på armslængdeprincippet. Det går i alt i enkelthed ud på at politikerne fastlægger de økonomiske og lovmæssige rammer for kulturen, hvorefter råd bestående af sagkyndige fordeler støttemidlerne. Denne opdeling er nødvendig for at sikre at kunsten ikke bliver gidsel i politiske studehandler og at kunstnerne ikke skal rette sig efter en given politikers smag eller lune for at få støtte. Armslængdeprincippet sikre ganske enkelt kunstens overlevelse og relevans.
Kulturministeren har med dette scenekunstudspil valgt at gøre op med armlængdeprincippet og har personligt udvalgt fire teatre der skal have mere i støtte. Det er ikke fordi vi ikke mener at disse fire teatre fortjener anerkendelse, vi har intet at udsætte på den kunstneriske kvalitet. Diskussionen er en helt anden: nemlig at teaterkunsten nu ser ud til at være politisk topstyret.
Det fremsatte forslag er til glæde for et lille antal teatre, men prisen er høj, alt for høj. Danmark har mange fremragende scener både for børn, unge og voksne, scener som dagligt frembringer værker af høj kvalitet, men som nu rammes af beskæringer på formidlingsordningen. En beskæring der i sidste ende rammer publikum – ikke bare på pengepungen, men også på kvaliteten.
Med venlig hilsen
Christoffer Berdal, formand, Foreningen af Danske Sceneinstruktører
Christoffer træffes på telefon 26 25 03 31