Instruktørfaget er mangfoldigt, arbejdsområder og specialer mange, og de fleste bevæger sig mellem flere specialer og arbejdsområder i perioder og gennem deres arbejdsliv. I en ny serie, sætter vi fokus på mangfoldigheden i iscenesætterens arbejde – vi starter med Simon K. Boberg, som sætter ord på sit arbejde med dukker.
Følgende af Simon K. Boberg
“Den britiske dramatiker Simon Stephens har sagt, at teatret først og fremmest er en empati-maskine, altså et sted, hvor vi træner og forfiner vores helt forunderlige evne til at leve os ind i og føle med andre og andet end os selv. Det mærker man meget tydeligt, når man får et helt publikum til at føle med en død ting, som en dukke jo er. For mig er teatret imidlertid også en metafor-maskine, et sted hvor poetiske metaforer får scenisk liv, og også det bliver man bekræftet i, når man arbejdermed dukker.
I arbejdet med Valhalla på Odense Teater skulle vi skabe øjeblikket, hvor de to børn, Røskva og Tjalfe (ført af henholdsvis Lea Rønne og Kristoffer Helmuth) endelig har fundet Freja og skal give hende det smykke på, som vil vække hende til live, så hun kan redde verden. På grund af dukkens konstruktion skal dukkeføreren bruge sin ene hånd til at holde hovedet, og derfor var det besværligt for Røskva-dukken at åbne og lukke smykket. Øjeblikket skulle være den storekulmination på børnenes rejse og udvikling, men scenen blev ved med at være tung og kluntet.
Kristoffer foreslog at han da kunne give en hånd, og da han hjalp med at holde Røskvas hoved, så Lea kunne give dukken to hænder i stedet for kun en, åbnede scenen sig, og forestillingens smukkeste moment blev skabt. Børnenes møde og samarbejde blev helt fysisk og dybt rørende, og deres rejse mod modenhed og ny erkendelse gik fra abstrakte udsagn til en helt konkret handling – fra metafor til sceniskvirkelighed.
Som instruktør er det en gave at arbejde med dukker, fordi man bliver mindet om, at psykologi og følelser er noget, der skal foregå hos publikum og ikke på scenen. Dukken er på den ene side nem at instruere, for den har aldrig følelser, personlige traumer eller identitetsproblematikker, der kommer i vejen for instruktørens ønsker, men på den anden side er den også nådesløs, for den dækker aldrig over dårlige arrangementer og sløset dramaturgi.”
Tak til Simon K. Boberg for at dele og sætte ord på sit arbejde med dukker.
Vil du også give et indblik i de specialer og arbejdsområder, som du beskæftiger dig med, så send fluks en mail til mig på: mille@stagedirectors.dk
Foto: Emilia Therese