Instruktørstafetten – Hans Rønne

SPØRGSMÅL: Hvordan begyndte du at lave teater? Hvornår vidste du, at du ville være instruktør?

HANS RØNNE “I min opvækst i en lille landsby i Vesthimmerland i 50erne og 60erne var teater ikke eksisterende. Til gengæld tegnede og malede jeg dagen lang, og jeg havde en hemmelig drøm om at blive billedkunstner. Efter endt læreruddannelse i 1979 blev jeg da også optaget på kunstakademiets malerlinje på Charlottenborg slot.

Først skulle jeg dog aftjene min værnepligt, og her fik jeg mulighed for at blive militærnægter på et gruppeteater (Kaskadeteatret) i Aarhus. Det blev min skæbne. Jeg var en habil gymnast, og muligheden for at fortælle historier, anskueliggøre dilemmaer og vise følelser med krop, mimik og stemme blev en åbenbaring. Lige siden har mit arbejdsliv handlet om at spille, instruere eller skrive teaterforestillinger.

I 1984 stiftede jeg den selvejende institution “TEATRET” sammen med min kæreste scenograf Gitte Baastrup. Her har vi nu i snart 40 år, med velvillig indstilling fra skiftende Teaterråd, haft mulighed for at realisere en lang række selvskabte teaterprojekter i samarbejde med en masse gode folk. Jeg har ikke nogen formel teateruddannelse, hverken som instruktør, skuespiller eller dramatiker, så det lugter af ulidelig selvovervurdering at ville have del i hele pakken. Men det har altid været præmissen i vores lille butik.”

Spørgsmål fra Hans til næste instruktør i stafetten: Hvad lægger du mest vægt på, hvis du skal ny-iscenesætte en klassisk tekst, som har været opført et utal af gange, og som det meste af publikum kender på forhånd?