INGER EILERSEN tager stafetten fra Niels Erling
SPØRGSMÅL: Hvad ville du ønske, du var bedre til?
INGER: ”I mit arbejdsliv er opgaverne kommet til mig. Jeg er blevet tilbudt, opfordret og hyret til at realisere andres visioner og ideer. Der har ikke været mange ledige perioder.
Jeg er nu i en situation, hvor jeg gennem et hjemmesidearbejde, har haft mulighed for at få øje på mit professionelle “jeg” gennem hele min karriere.
For hver af de ca. 70 produktioner, jeg har lavet, har jeg fundet fotos, tekst, lyd og lidt livevideo. Nogle iscenesættelsesopgaver står krystalklart for mig, nogle elskede jeg at lave, og andre havde jeg næsten glemt. Jeg har fået en emotionel reaktion på hver forestilling, som jeg har genbesøgt – som en slags maggiterning, der står tilbage med en umiskendelig prægnans af; ”inspireret samarbejde”, ”anmelder succes” ”stærkt scenografsamarbejde”, ”kunstnerisk tvivl”, ”stress”, ”ny metodisk tilgang” …
Når jeg ser tilbage, har mine største oplevelser som iscenesætter været dér, hvor jeg selv har bragt opgaven til live. I dag ville jeg derfor ønske, jeg havde været langt bedre til at sælge de forestillinger, der bor i mig.
Jeg har flere sæsoners fantastisk repertoire boende i mig, ” – hvordan skal de nogensinde nå et publikum? Kan jeg nå at realisere dem?
Det er et paradoks, at jeg ikke har været mere proaktiv, når jeg samtidig hører, at det er sjældent, at teatrene bliver opsøgt af iscenesættere med gennemtænkte idéer.
En sær – men måske logisk – sammenhæng viser sig ved, at min vigtigste opgave, som leder af instruktionslinjen på scenekunstskolen, netop var at understøtte et eget kunstnerskab, med en tydelig stemme.
Som instruktør og underviser, har jeg været vant til at guide andre og se deres udvikling gennem øvelse. Så nu øver jeg mig på at få øje på min stemme. En start er min nye hjemmeside: www.ingereilersen.com/”.
Spørgsmål fra Inger til den næste i stafetten: Hvilke skridt tager du, for at dine kunstneriske visioner bliver en realitet?
Foto: Martin Dam Kristensen
Send en mail til info@stagedirectors.dk, hvis du vil være den næste i stafetten.