Pernille Elimar tager stafetten fra Amanda Linnea Ginman
SPØRGSMÅL: Hvad er for dig det sværeste ved arbejdet som instruktør?
PERNILLE: ”Da jeg fik spørgsmålet, gik min hjerne straks i gang med at gennemgå hele min arbejdsproces. Men som jeg blev ved med at vende tilbage til spørgsmålet, gik det op for mig, at det ikke var det, jeg fandt sværeste – tværtimod. Der er faktisk ikke noget i mit arbejde, jeg vil definere som svært. Periodisk udfordrende, tvivlsbehæftet, følelseskrævende, indre uroskabende; JA. Men som erfaringen har indfundet sig, betragter jeg det som en del af processen. Og en nødvendig del af at nå hen til de rigtige kunstneriske udtryk og beslutninger.
Det sværeste ved mit arbejde, finder jeg, er udenfor arbejdsrummet. Her tænker jeg i særdeleshed på at være opsøgende, være synlig eller netværke, som det så fint kaldes. Det er mig ganske enkelt dybt unaturligt.
Jeg holder meget af socialt samvær, men at opsøge det for at skaffe mig arbejde og gøre mig selv synlig er ikke en evne, jeg besidder. Tværtimod får jeg næsten kvalme, når jeg ved, det er tid til at gå ud og skaffe mig opgaver.
Alle de gode råd, jeg gennem årene har fået, har ikke ændret noget .Jeg har i næsten alle mine professionelle år, slået mig selv i hovedet over, at jeg ikke var i stand til at udvikle min karriere mere eller bedre, fordi jeg ikke evnede at ‘sælge mig selv’.
Jeg skulle blive over 50 og tage en uddannelse indenfor Carl Jungs Typologier, før jeg forstod, at jeg ganske enkelt ikke er sat sådan sammen. Og at cirka halvdelen af befolkningen finder det lige så ubehageligt og unaturligt som jeg, mens den anden halvdel netop har en helt pragmatisk tilgang til samme.
Når Inger Eilersen i sin stafet skriver: “Jeg har flere sæsoners fantastisk repertoire boende i mig; ”hvordan skal de nå et publikum? Kan jeg nå at realisere dem?”, forstår jeg, hvor hun står. Det vælter også rundt med emner og problematikker i mig, som jeg synes, det er værd at give scenisk liv. Men om de bliver realiseret… jaaa… måske. Og det er okay. Jeg slår ikke mig selv i hovedet mere.
For når jeg kikker ind i mit inderste, står alene en dyb taknemmelighed over, at jeg i så mange år har kunne leve af dét, jeg elsker mest: at skabe teater.”
Spørgsmål fra Pernille til næste i stafetten: Følger du altid den samme arbejdsproces i udviklingen af dine iscenesættelser?
Foto: Mikkel Carlsen
Send en mail til info@stagedirectors.dk, hvis du vil være den næste i stafetten.