I dansk kulturpolitik har vi et princip, der hedder armslængdeprincippet. Et princip om, at politikerne ikke bestemmer, hvordan kunststøtten fordeles. Den beslutning træffes af fagfolk.
I sidste uge blev der uddelt ekstra støtte til seks ud af syvogtyve egnsteatre. Støtten blev uddelt uden nogen form for armslængde, og det er et stort problem for den kunstneriske frihed.
Det er meget utydeligt, hvordan disse seks teatre er blevet udvalgt, og det skaber forvirring og frustration blandt kunstnere og teaterledere.
I pressemeddelelsen skrives, at det er på grund af høj kunstnerisk kvalitet, men flere af de egnsteatre, der ikke er tildelt midler, er blandt andet nominerede til årets Reumert-priser, så hvad er de kvalitative kriterier?
Det må aldrig blive det politiske netværk, der afgør, om kunstnere kan få støtte til deres kunst
Det nævnes også, at der er lagt vægt på, at det er teatre med lang afstand til andre teatertilbud. Men de udeladte teatre befinder sig også i udkantsområder, så hvor langt skal man være fra en landsdelsscene for, at det berettiger til ekstra støtte? Det står uklart hen.
Faktisk står vi tilbage med en oplevelse af, at man nu skal kende de rigtige mennesker, tagge de rigtige mennesker på X og Instagram og positionere sig selv politisk for at modtage støtte.
Men det må aldrig blive det politiske netværk, der afgør, om kunstnere kan få støtte til deres kunst – det må og skal være kunstens kvalitet. Vi har derfor brug for en teaterreform, som kan rydde op i støttesystemerne og gøre plads til demokratiske processer og armslængde!
Hvorfor er armslængdeprincippet vigtigt?
I England skabte man i 1945, som reaktion på Nazitysklands og Sovjetunionens brug af kunst til politiske formål, Arts Counsil. Dette var forbilledet for oprettelsen af Statens Kunstfond i 1964.
Vores første kulturminister Julius Bomholt sagde, at han ville »Støtte, men ikke styre«. Med andre ord blev armslængdeprincippet sat i verden for at modvirke, at »den, der betaler for musikken, også bestemmer, hvad der skal spilles«.
Derfor undrer det mig, at så få har ytret sin misfornøjelse med den nedslagtning af armslængdeprincippet, som vi var vidner til i sidste uge
Hvis politikerne beslutter, hvilke teatre der har høj nok kvalitet til at modtage ekstra støtte, så bliver teatrene ufrie i deres kunstneriske beslutninger, og kunsten bliver til en legeplads for politiske selviscenesættelser.
I efteråret 2023 skabte koranloven store protester, fordi vi kunstnere ikke ville begrænses af lovgivning. Politikerne skulle ikke bestemme, hvilke kunstnere der fik lov til at udtrykke sig og hvordan.
Derfor undrer det mig, at så få har ytret sin misfornøjelse med den nedslagtning af armslængdeprincippet, som vi var vidner til i sidste uge.
Dagen efter uddelingen kunne man på sociale medier se glade teaterdirektører takke kulturministeren personligt for pengene. Selvfølgelig er de glade, og jeg sætter på ingen måde spørgsmålstegn ved teatrenes ledelser eller kvalitet. Jeg anfægter udelukkende den måde, pengene er blevet fordelt på, og det kulturpolitiske klima, det skaber.
Brug for en teaterreform
Jeg mener naturligvis, at det er positivt, når der kommer flere penge til scenekunsten. Men jeg mener, at måden, pengene bliver forvaltet på, er noget rod. Først det ugennemsigtige §5-teatre-system og nu dette.
Vi har brug for en teaterreform, der rydder op i støttesystemerne
Vi må forstå, at 21 af landets egnsteatre enten ligger for tæt på en landsdelsscene eller bare ikke har et højt nok scenekunstfagligt niveau til at modtage ekstra støtte. Det skal i denne sammenhæng nævnes, at to af de støttede teatre ligger 40 minutters kørsel fra en landdelsscene, så det argument er svært at følge.
Tilbage står den kunstneriske kvalitet.
Hvert 4. år bliver egnsteatrene evalueret af uafhængige fagfolk. Har disse evalueringer været et værktøj i udvælgelsen? Ingen ved det.
Den kunstneriske frihed er afgørende, og derfor har vi har brug for en teaterreform, der rydder op i støttesystemerne, respekterer armslængdeprincippet og sætter de frie kunstnere i centrum.