Af: Lene Skytt, sceneinstruktør og forperson i Danske Sceneinstruktører
Ingen har over de seneste måneder kunnet undgå at bemærke debatten om koranafbrændinger, organisation OICs trusler mod Danmark, og regeringens ønske om at lovgive med en “juridisk nålestiksoperation”.
Det har været en debat med et væld af diplomatiske, religiøse, sikkerhedsmæssige, politiske, moralske og følelsesmæssige nuancer, der i udgangspunktet gør sagen umådeligt kompleks og svær at mene noget sort-hvidt om.
Jeg anerkender, at situationen kalder på politisk handling, men nu har vi så fået regeringens bud på et forbud, og vi kan konstatere, at der på ingen måde er tale om et nålestik, men om et lovforslag, der vil ramme kunsten og kunstnernes ret til at arbejde frit og uden politisk indblanding.
Hvad der startede som et forsøg på at forbyde koranafbrændinger foran ambassader, er blevet til et konkret lovforslag, der forbyder: ”utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund”. Fra at lovgive om ambassadernes fortove flytter forbuddet ind i teatersalene, museerne og biografsalene, når kunsten specifikt nævnes i lovkommentarerne.
Sker det, så indskrænkes den kunstneriske ytringsfrihed, og det, mener jeg, er et stort problem!
Det er kunstens rolle at undersøge, kritisere, udfordre og vende på hovedet, og det kan kunsten kun, når den er fri. Det er når kunstnerne føler sig frie, at de kan være innovative og nyskabende. Og dette nye lovforslag vil udløse tvivl hos teaterkunstnere og -chefer: Hvad er utilbørligt? Hvad har væsentlig religiøs betydning? Hvordan vil en overtrædelse blive straffet?
Kunstneriske valg vil blive diskuteret med udgangspunkt i en frygt, der vil føre til selvcensur.
Da lovforslaget blev fremlagt, udtalte justitsminister Peter Hummelgaard således om Firoozeh Bazrafkan, der i 15 år har lavet performances, hvor hun river koranen på et rivejern:
“Jeg vil opfordre hende og andre kunstnere til at skrive noget, mene noget, hugge noget i sten, lave noget musik, hvad ved jeg, i stedet for at ødelægge ting”.
Ministeren formulerer en definition på, hvad kunst er og skal, og bryder med armslængdeprincippet, som er helt nødvendigt, hvis kunsten skal være levende og have en stemme, der kan gå i demokratisk dialog.
Regeringen har således indenfor den sidste uge tilsidesat både den kunstneriske ytringsfrihed og armslængdeprincippet – og det kan kunsten og kunstnerne ganske enkelt ikke være tjent med.
Jeg opfordrer hermed kulturministen til at forklare sine regeringskollegaer, at dette lovforslag ikke kan gennemføres uden, at det skaber store udfordringer for kunsten og protester fra kunstnerne. Kunsten bør ikke nævnes specifikt i lovkommentarerne!