Ny forperson og næst-forperson for Danske Sceneinstruktører!

Billede: Den nye forperson for FDS, Lene Skytt, flankeret af den afgående, Christoffer Berdal. Foto: Mille Herum Dideriksen.

Danske Sceneinstruktørers bestyrelse har konstitueret sig. Lene Skytt bliver ny forperson og står i spidsen for den politiske ledelse af Danske Sceneinstruktører sammen med Jeremy M. Thomas som næst-forperson.

Lene Skytt er sceneinstruktør og uddannet fra Den Danske Scenekunstskole. Lene har siddet i Danske Sceneinstruktørers bestyrelse siden 2016 og har været en del af forretningsudvalget fra hun trådte ind i bestyrelsen. Som en del af forretningsudvalget har Lene været med til at forme foreningens visioner og politiske arbejde. Hun har desuden engageret sig i det nordiske samarbejde, NSiR, repræsenteret foreningen ved offentlige debatter og bidraget til at udvikle foreningens medlemstilbud og kommunikation.

Jeremy M. Thomas er sceneinstruktør og kunstnerisk leder og har en kandidatgrad i instruktion fra University of Wisconsin-Madison. Jeremy har siddet i bestyrelsen siden 2021. Jeremy arbejder for at aktivere og samle medlemmerne i foreningen og brænder for at åbne forbundet for instruktører fra andre dele af verden.

Tidligere forperson Christoffer Berdal træder efter 12 år på posten et skridt tilbage, men fortsætter sit arbejde i bestyrelsen og forretningsudvalget. Christoffer har siddet i bestyrelsen siden 2009 og har været med til at sætte sit præg på foreningen igennem de sidste mange år. Foruden overenskomst har han været primus motor på at udvikle samarbejdet med de andre brancheorganisationer og på at skabe en fælles dialog. Han har også arbejdet for at synliggøre både foreningens, men også medlemmernes identitet, og hvad det vil sige at være sceneinstruktør. Et arbejde han fortsætter.

I Danske Sceneinstruktører ser vi meget frem til samarbejdet med den nye politiske ledelse.