RUNDE DAGE: Pia Rosenbaum

Stort tillykke til sceneinstruktør, projektleder, dramatiker og teaterleder på Teater Katusha, Pia Rosenbaum, der fylder 70 den 24/4-2024.

Pia er uddannet på Statens Teaterskole (1973-1976) og har siden 1996 arbejdet som instruktør. Et af hendes fokuspunkter er, at operakunst skal være tilgængelig for børn i alle aldre. Hun er idékvinden og instruktøren bag en række operaer for børn. Her kan vi fx nævne ’Operakarrusellen’ – med madpakker, ’Billederne synger’ – opera på museer og ’Er Gud hjemme?’ – opera i kirke.

”Mine snart 50 år i denne branche er ikke en naturgiven lov. Det er et privilegie at beskæftige sig med kunst og dens formidling inden for forskellige genrer. Både som skuespiller og instruktør, hvor Teater Katushas produktioner ’Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’ og ’Oberstinden’, er mine seneste yndlingsproduktioner. Jeg er i skriveproces med den tredje produktion, som skal ligge klar i sæson 25/26,” fortæller en fortsat meget aktiv Pia Rosenbaum om sit virke og nuværende projekter.

Hjerteligt tillykke med dagen og tak fordi, du beriger os med din kunst.

Foto: Nicolai Depenau Rasmussen