Forperson i Foreningen af Danske Sceneinstruktører Lene Skytt stempler ind i debatten om teaterjournalistikkens gradvise forsvinden i mediebilledet. »Lad os bryde fri fra den anmeldelsesform, der ikke tilfredsstiller hverken det kunstneriske arbejde eller publikum,« skriver hun i dette indlæg.
Af Lene Skytt, Sceneinstruktør og forperson for Foreningen af Danske Sceneinstruktører
KOMMENTAR:
Som sceneinstruktør og forperson for Danske Sceneinstruktører er jeg naturligvis interesseret i en levende og demokratisk samtale om scenekunsten i de danske medier, og jeg synes, at det er helt uforståeligt at kulturstoffet generelt ikke fylder mere i mediebilledet, som jeg oplever, det for eksempel gør i Sverige.
Så når jeg skriver denne kommentar, er det bestemt ikke, fordi jeg mener, der skal skæres ned på teaterjournalistikken – tværtimod. Jeg ønsker en dialog om, hvordan vi meningsfuldt taler om og værdisætter scenekunsten, så journalistikken om den også skaber værdi, er relevant for og beriger læseren.
Hvis der reelt er færre mennesker, der læser anmeldelserne, end der kan sidde publikummer i salen på en enkelt aften, så skal vi have en snak om formatet. Nogle af de største udfordringer for en værdifuld dialog om scenekunst er i mine øjne blandt andet stjernesystemet og den brogede anmelderskare.
Ud med stjernerne
Stjernesystemet, hvor en anmelder som konklusion på sin refleksion over værket, giver mellem nul og seks stjerner/hjerter/kanyler/smileys (dog oftest mellem tre og fem), forsimpler dialogen og refleksionsniveauet. Ofte overskygger de ordene i anmeldelsen og kommer til at stå alene i fortællingen om forestillingen.
Gennem de sidste 10 år har avisernes anmeldelser fået selskab af bloggere, der udgiver deres anmeldelser selv. Blog-anmeldere kan – uden et redaktionelt filter – selv bestemme hvordan, og hvem de vil anmelde. Nogle er professionelle, nogle er »almindelige teatergængere«, og de fleste placerer sig et sted i gråzonen herimellem.
Det skaber en meget broget dansk anmelderskare, som det kan være utroligt svært at navigere i. Hvor faglighed og kendskab til teaterhistorien og teaterfaget er meget svingende. Det gør – i nogle tilfælde – at perspektivet og refleksionen bliver tilsidesat til fordel for personlig smag og synsninger.
“Faktum er dog, at anmeldelserne kaster skygger. Skygger, der ikke bliver kortere af, at stjernerne i høj grad bruges til at markedsføre forestillinger
Jeg oplever at flere og flere af de kolleger, jeg taler med, forholder sig skeptisk til det nuværende system.
»Jeg synes, at hvis der skal være en dialog om kunstens værdi, så skal vi stoppe med stjernesystemet. Det skaber en sammenligningskultur, hvor usammenlignelige forestillinger, der er skabt under helt forskellige økonomiske og kunstneriske vilkår, bliver holdt op imod hinanden.«
»Stjernesystemet bliver brugt ukritisk af teatrenes PR-afdelinger. Seks stjerner fra en blogger kommer højest op på plakaten, og dermed udvandes fagligheden og troværdigheden i anmeldelser generelt.«
»Dansk scenekritik er på for lavt et niveau. Der er kommet en masse blogs, som forplumrer og skriver dårligt og ureflekteret.«
Det er blot et udpluk af tilbagemeldinger om emnet fra vores medlemmer.
Hvilken værdi skal anmeldelser skabe?
Teaterjournalister, -anmeldere og -bloggere skriver og anmelder naturligvis ikke for sceneinstruktørerne eller det kunstneriske holds skyld.
Faktum er dog, at anmeldelserne kaster skygger. Skygger, der ikke bliver kortere af, at stjernerne i høj grad bruges til at markedsføre forestillinger.
Fra sceneinstruktørens plads afføder det blandt andet holdninger som disse:
»Jeg har flere gange fået nogle virkelig store a-ha oplevelser af at læse en anmeldelse af mine forestillinger. Det har hjulpet mig til at få kognitive oplevelser ud af noget, som jeg havde skabt udelukkende ud af en sansning, eller en følelse.« – sceneinstruktør, 62 år og medlem af Danske Sceneinstruktører.
»Jeg forsøger ikke at læse anmeldelser af mine forestillinger. Anmeldelsernes ord runger inde i mig, når jeg går i gang med min næste forestilling, både de kritiske og de rosende, og de gør mig ufri i mit arbejde.« – sceneinstruktør, 42 år og medlem af Danske Sceneinstruktører.
»Jeg lever side om side med anmeldelser. Jeg kan ikke bruge dem til noget som helst konstruktivt, det har jeg aldrig oplevet. Jeg har hørt nogle anmeldere mene, at vi ligesom er kollegaer. Allesammen. Og det er vi overhovedet ikke, synes jeg. Jeg oplever, at de findes ved siden af vores branche, at PR-afdelingerne kan bruge dem til noget, men jeg bliver ikke klogere på hverken mit arbejde eller andres gennem anmelderi.« – sceneinstruktør, 38 år og medlem af Danske Sceneinstruktører.
Geografisk ulighed kaster også skygger
Noget helt andet er, om teaterjournalistikken og anmeldelserne er repræsentative nok. For at teaterjournalistikken og anmeldelser kan give et værdifuldt billede af tendenser og tiltag i scenekunsten, må det professionelle teaterlandskab i hele landet inddrages fuldt ud. Blandt vores medlemmer sporer vi dog en geografisk ulighed, som den blandt andet kommer til udtryk således:
»At bekymre sig om anmeldelser er et privilegeret storbyfænomen. Os, der laver teater i provinsen, ville ønske, at der bare en gang imellem ville komme nogen og skrive om os.« – sceneinstruktør, 52 år og medlem af Danske Sceneinstruktører.
Hvis der reelt er en geografisk ulighed, hvor små og mellemstore produktioner i provinsen sjældent får opmærksomhed i teaterjournalistikken, står vi med en endnu en udfordring. Og med færre teaterjournalister tilknyttet Jyllands-Posten må vi forvente, at denne udfordring kun vokser.
Er det ikke nu, vi i fællesskab undersøger, hvordan vi kan gøre teaterjournalistik mere interessant for læserne? Hvordan vi kan bringe journalisternes viden og perspektiv i spil, så værkerne indrammes i en bredere kontekst og folder sig ud i en demokratisk samtale?
Måske er det på tide at bryde fri fra den anmeldelsesform, der ikke tilfredsstiller hverken det kunstneriske arbejde eller publikum.