Af Lene Skytt, forperson i Danske Sceneinstruktører
Moderaterne har valgt at sende Jon Stephensen på ”frivillig” orlov indtil oktober, fordi han med alt tydelighed ikke er blevet klogere og har taget sin grænseoverskridende opførsel med sig ind i Folketinget.
Vi har i de senere år set flere toppolitikere trække sig, når det er blevet offentligt kendt, at de har opført sig grænseoverskridende over for kvinder: Frank Jensen, Morten Østergaard og Morten Heegaard. Alle tre valgte (mere eller mindre frivilligt) selv at gå af; den sidstnævnte med ordene ”Jeg er hverken syg eller stresset og tager derfor ikke orlov, men forlader Folketinget”.
Mig bekendt er Jon Stephensen hverken syg eller stresset, og hans evner til at ændre adfærd har frem til nu ikke overbevist mig om, at de ben, han vender tilbage på efter sin orlov, er mere tidssvarende end de eksisterende. Det ville være på sin plads, at han bliver smidt ud på røv og albuer. Alt andet fodrer en forældet kultur, som størstedelen af vores branche forsøger at gøre op med.
Der er flere grunde til at Moderaterne ikke ekskluderer Jon Stephensen.
For det første bliver regeringens snævre flertal vakkelvornt. Når Jon Stephensen går på orlov, hiver de suppleanten ind, og regeringens flertal er intakt (i hvert fald indtil oktober). Bliver han derimod løsgænger, mister regeringen ét af de få mandater, der skaber deres flertal.
For det andet er Jon Stephensen, de gange han tidligere er blevet fyret, gået til modangreb med sagsanlæg og larm i pressen. Jeg forestiller mig, at Moderaterne gerne vil have ro, og at det er derfor, de sender ham på orlov “for at genopbygge tilliden fra partiet og vælgerne” og håber, at vi ikke længere interesserer os for ham, når vi når til oktober.
For mig giver argumentationen ingen mening. Hvordan skal Jon Stephensen genskabe tilliden fra partiet og vælgerne ved at være på orlov i 5 måneder?
Hvad er konsekvensen for krænkeren?
”At lave en eksklusion nu, ville være en overreaktion.” udtaler Lars Løkke, og ”Jon skal have en mulighed for at komme på benene igen”.
Lars Løkkes retorik holder hånden over en mand, der har krænket, truet og misbrugt sin magtposition. Ikke én gang, men gentagende gange og gennem flere år. Adskillige sager har vist og dokumenteret, at John Stephensens dømmekraft og ledelsesstil har haft store konsekvenser for de mennesker, som han har været i berøring med. Så hvad er egentlig konsekvensen for krænkeren?
Modsat er konsekvensen tydelig for de personer, der siger fra eller står frem. For når man åbner munden, risikerer man at blive hånet, få sat spørgsmålstegn ved sin troværdighed og blive dømt eller fremstillet som sippet eller besværlig at arbejde med.
Nu står der så endnu et ungt menneske tilbage med spørgsmålet, ”hvem har min ryg?”. Alt imens krænkeren holder orlov og håber på, at vælgernes korttidshukommelse bliver nulstillet.
Vores arbejdsvilkår kræver åbenhed, en professionel tilgang til ledelse og konsekvens
Som instruktører, kunstnere og freelancere går vi ofte fra ansættelse til ansættelse, og vi får ikke kun arbejde, fordi vi er dygtige, men også fordi vi har et godt ry og gode relationer i branchen.
Vores arbejdsvilkår fodrer derfor på mange måder muligheden for den krænkende og grænseoverskridende adfærd, som Jon Stephensen repræsenterer. For står der først besværlig, sippet eller sart på ryggen af os, ringer telefonen ikke. En ”trussel” om, at vi aldrig bliver ansat igen, er en helt reel trussel for vores levebrød. Det skaber utryghed og angst hos den enkelte og et stort behov for at undgå konflikt. En tavshedskultur har været resultatet. Og tavshed gør det svært at få bugt med den type adfærd og kultur, som Jon Stephensen praktiserer.
Der er mange dygtige og ordentlige ledere rundt om på de danske teatre, og Jon Stephensen er heldigvis ikke et eksempel på den gennemsnitlige teaterchef.
Men der er vigtigt at pege på, at mange teaterchefer bliver ansat, fordi de har en kunstnerisk profil, og ikke fordi de har lederuddannelse eller ledererfaring.
Ledelse er en faglighed og mangler denne faglighed på et teater, kan det blive krævende og måske endda ubehageligt at være ansat – i særdeleshed for os instruktører, der skal indtage en rolle som “mellemleder” under 2-3-4 forskellige teaterdirektører på et år. Åbenhed, konsekvens og fokus på ledelse er en nødvendighed, for at komme kulturen til livs.
Respekt for dem, der står frem – I gør hele forskellen!
Sidste sommer fandt en lille håndfuld unge mennesker modet til at stå frem. For mindre end 2 måneder siden stod yderligere 30 kollegaer fra vores branche frem og fortalte om grænseoverskridende adfærd, trusler og dårlig ledelse. I denne uge har rigtig mange af vores kollegaer underskrevet et brev, hvor de udtrykker deres mistillid til Jon Stephensen.
Hurra for det! Lad os dele vores viden og erfaring, så den ikke går tabt. Del din historie med dine kollegaer og dit fagforbund, så vi kan træde til, når historierne om én person bliver mange, og der er brug for at råbe op. Lad os blive ved med at have modet og hinandens ryg!
Kun på den måde kan vi hjælpe hinanden og opleve, at vi ikke står alene. Vi har hinandens ryg!